Den der søger heldet får det. Rensdyrjagt i Norge

Nogle rynker på næsen af rensdyrjagt, det er jo Rudolf og julemandens trækdyr, tamdyr som samerne har holdt i århundreder.

Helt sådan er det nu ikke, der er fortsat områder med vildren i Norge. Telemarken og Rondane er to af disse områder, hvor der aldrig har været blandet tamren ind i vildrenstammen.

Jeg har været så heldig, at have muligheden for at jagte rensdyr i det sydlige Rondane, inden prisen for at skyde storbuk for alvor begyndte at stige voldsomt. I dag koster en stor rensdyrbuk let en eller to månedslønninger før skat, så anbefalingen er at løse kort til frit dyr under 50 kg eller kalvekort. De er fortsat til at betale og jagtoplevelsen kan være lige så stor.

Heldet følger den der opsøger det, det gjaldt denne dag for 21 år siden. En dag som jeg husker så tydeligt. Ikke så meget grundet bukkens størrelse, men fordi alt bare klappede, højt septembervejr, en lang purch, en god kugle og venligt fjeldopsyn som var med at bære bukken ud til grusvej.

Jagten startede med, at jeg gennem gode venner fik kontakt til en stor grundejer som havde fået kort retur fra jægere som ikke havde haft held. Der var et frit dyr kort imellem. Det ville bonden have 7500 nkr for, lige i overkanten syntes jeg dengang, selvom kød selvfølgelig tilfaldt mig. Også dengang var kød i Norge i ret høj kurs og afregning var omkring 90 kr/kg for slagtet vægt.

Jeg fik en aftale i stand om at betale 300nkr pr døgn jeg jagtede. Fandt jeg noget jeg ville skyde skulle jeg så betale op til de 7500nkr, en rigtig fin aftale.

Idet vi var kommet ind midt i september nærmede brunsten sig hastigt, det samme gjaldt elgjagten som starter sidst i september. Derfor var der få jægere i fjeldet. De havde givet noget familiært de skulle have klaret inden elgjagten startede ugen efter. Terrænerne var slået sammen så der var mange mange tusinde ha fjeld at gå på.

Skal man have noget ud af rensdyrjagt kræver det at dyrene er på terrænet. Renerne flytter meget rundt og trækker altid op mod vindretningen. Er der svampe i skoven, kan man risikere at de står i skoven, og dermed nærmest er umulige at finde.

Der var ikke andet for end at se at komme op på en af toppene, få sat kaffe over og putte sig i fjelddugen og så eller benytte kikkerten flittigt. Rensdyrjagt kan være en tålmodighedsprøve. Første dag så jeg ingen rener men havde en fin dag i højt septembervejr.

2 dag. Igen op på samme top, og efter et par timer så jeg en enkelt flok rensdyr i skovkanten, men de havde fart på tydelig skræmt af et eller andet. Over middag kunne jeg i kikkerten langt langt ude på en myr, mange km væk, se nogle små prikker som bevægede sig i retning af det fjeld jeg sad på toppen af. Nu var spørgsmålet så om jeg skulle blive siddende og vente, hvor jeg havde overblik, eller pakke ryksækken og drage ned af fjeldet og opsøge flokken.

Efter 1/2 time hvor flokken langsomt flyttede sig i en skrå retning mod mig, besluttede jeg at pakke rygsækken sammen, udstak en kompaskurs hvor jeg regnede med at kunne skære flokken uden at den ville få vind af mig, og så ellers afsted. Efter 3 kvarters hurtig gang i godt terræn vidste jeg, at jeg burde have nærmet mig flokken. Terrænet var ret åbent og jeg gik på kanten af en sten og grusås. Regel nr 1 i rensdyrjagt er at du aldrig må gå så dyrene kan se dig mod himmelbaggrund.

Jeg begyndte nu at gå lidt mere forsigtigt og pludselig kunne jeg høre flokken, simlene som gik småsnakkende for at holde kontakt med kalvene, og den karakteristiske klikke fra hovene. Nu var det ned på knæ, rygsækken af og frem med håndkikkerten.

Der var vel 500m til flokken som gik på en lille myr i åbent terræn. Der var to storbukke imellem, resten var simle, kalve og ungdyr.

Nu var det så på alle 4 frem mod flokken, efter en 100m ramte riffelløbet en sten f…..s

Fører simlen reagerede øjeblikkelig ved at løfte hovedet og nedstirre mig. Jeg lå blot helt fladt og stille, nervekrigen varede laaang tid, og da simlen samtidig begyndte at urinere tænkte jeg at løbet var kørt, om et øjeblik ville hele flokken stikke af. Hun blev heldigvis distraheret af en af de andre rener, men der var uro i flokken som begyndte at trække skråt væk fra mig.

Heldigvis havde den største af bukkene besluttet, at den lige skulle tjekke alle simlene her op til brunsten, så den fik stoppet hele flokken.

Mens storbukken gik fra den ene til den anden, ålede jeg mig på maven hen til en lille dværgbirk. Her havde jeg god liggende støtte, og vurderede at afstanden lå omkring de 200m som riflen var indskudt på.

Bukken nåede den sidste simle og trådte 3 skridt til siden så den stod helt fri og med siden til. Korset stod stabilt midt på bladet, så jeg lod kuglen gå. Træffet var meget tydeligt, der stod en stråle af blod ud af siden på dyret samtid med at der kom blod ud af mulen, tre vaklende skridt og bukken gik om kuld.

Jeg gik frem til dyret og først nu gik det op for mig hvor heldig jeg havde været, satte mig nogle minutter og skulle lige lade oplevelsen trænge ind.

Da jeg kikker op ser jeg pludselig 3 personer rejse sig nogle hundrede meter væk, og komme ned mod mig. Det var fjeldopsynet der havde haft en mindst lige så spændende oplevelse som jeg selv, ved at overvære jagten på afstand. De havde ligget ned og set hele forløbet. Jeg blev tjekket for jagttegn og om jeg havde skudt lovligt dyr i forhold til udstedt kort. Alt ok, vi fik mærket bukken som den skal mærkes.

Jeg lurede lidt på hvordan de havde fundet mig helt derinde på fjeldet. De måtte have set min parkerede bil og så taget samme tur som jeg selv. Der for en djævel i mig, og jeg spurgte om de holdt ved Hi Lux-en med danske nr. plader, for så måtte de da gerne være med at bære ud. De grinede og sagde, at så skulle jeg også hjælpe en anden gang, hvis jeg mødte en nordmand som trængte hjælp, og det var jo kun en selvfølge.

Slagtningen blev foretaget på stedet. Skindet blev taget af og slagtekroppen forlagt i bov, krop og halsstykke, og de to køller. Jeg fik kroppen med halsstykket i rygsækken, det veje 50 kg og så riffel og øvrigt pik pak oveni.

De 3 andre tog det øvrige incl. skind og hoved, og så gik det ellers tungt læsset mod bilfast vej. Min kammerart og hans højgravide kone kom os i møde nogle km før bilerne. Nu var der kun lige at skulle forbi kontrollant med kæbe og gevir næste morgen, og indenom bonden og betale de 7500 nrk.

Slagtekroppen vejede 100kg, solgte halvdelen for 5000 nkr, og tog selv den anden halvdel med hjem, sammen med skind og gevir. Det var dengang for ca 21 år siden.

Anledningen til at fortælle historien er, at fjeldopsynsmanden fandt mig på facebook i dag og sendte billedet fra dengang.

Hvem ved måske bliver det til nye jagt eventyr i rensdyrfjeldet, næste gang kan jeg nu godt nøjes med kalvekort, ikke mindst set i forhold til prisleje og den tunge bæring ud til bilfast vej.

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published.

*