Oktober byder på regn og rusk og kortere dage, men også på fantastiske smukke efterårsdage med løvskoven klædt i flammende rødt og gult. Skal man sætte en farve på oktober må det blive den røde farve.
Oktober er æble, kastanje og kakao tid. Tag et par røde danske æble med i skoven, pluk svampe eller spisekastanjer, sæt dig på en skrænt eller en bænk og mærk solens sidste stråler, eller den første efterårsstorm med regn og rusk. Nyd en kop varm kakao, the eller kaffe fra termokanden mens bladene langsomt drysser ned fra løvtræerne.
Stor trompetkantarel topper her i oktober i løvskoven. Du skal kikke efter den under gl bøg. Det er en af de bedste svampe til tørring, så du har svampe som smagsgiver langt hen på vinteren.
Jagten begynder for alvor, de fleste jagtbare arter har nu jagttid og det er nu tid til at komme ud i efterårsvejret og få røde kinder, høste lidt af naturens overskud, nyde samvær med ligesindede, eller blot alene i skydeprammen eller i en stige i skoven. Ren medicin for krop og sjæl. Naturen kan nu noget i forhold til at få ladet op og få ro på tanker og sind.
Oktober er den helt store trækmåned for fuglene, finkerne kommer ned i 100 000 vis, gæs og ænder indfinder sig i vores lavvande bugter og vige, og rovfugletrækket kan nydes på de solklare stille dage med termik, her kan rovfugle komme ind fra Sverige i store skruer. Typisk musvåger med et par røde glenter øverst i skruen.
Du kan herunder se en lille video som Naturblokken producerede for år siden om rovfugletræk til Nationalpark Skjoldungernes Land , husk at slå lyd til.
https://www.facebook.com/nationalparkskjoldungernesland/videos/244497699787633/
Tag ud og nyd oktober, brug naturen men træd varsomt, vores naturresurcer er under press fra den øgede brug. Tag kun det med hjem som du selv skal bruge i husholdningen og efterlad dig ingen spor, det gælder både i skov og strand. Alt for mange steder ligger der efterladenskaber fra os mennesker og det er selvforstærkende, når først der ligger et stykke plastik, tom dåse eller udækket bålsted så kommer der hurtigt flere til.
God oktober
Naturblokken