Valnød

Det er nu du skal samle valnødder til efteråret og vinterens ostebord, Waldorfsalat og julekonfekt. Er du ikke hurtig nok så har kragefuglene taget dem.

Der er rift om de gode nødder. Valnødderne falder i disse dage med blæst ud af skallen, og kan findes under valnøddetræerne. Når du skal samle dem så anbefales det at bruge handsker, idet de smitter af og det tager mindst en uge at slide den brune farve af fingrene.

Valnød er på sin nordlige udbredelsesgrænse i Danmark. Du finder den i mange parker og større haver. Valnød er et smukt træ og veddet har fra gammel tid været eftertragtet til finere træarbejde, f.eks er de fineste geværskæfter på de engelske håndlavede jagtvåben lavet i valnød, og mange indlægsarbejder i gamle fine møbler er af valnød.

I gamle tider hvor kvinderne gik med strømpebukser opbevarede man valnødderne i strømpebukser ophængt et køligt sted udendørs under tag, sikret mod mus og fugle. Det er vigtig at valnødderne hurtig tørres ned så de ikke mugner, omvendt må de heller ikke hænge alt for varmt så tørre de helt ud.

Valnød er fortræffelig til desserter og som tilbehør til blåskimmelost og så klassikeren Waldorfsalat til efterårets vildtretter.

Herunder finder du 2 opskrifter med valnød.

 

Waldorfsalat

  • 100g valnødder
  • 5-8 stilke bladselleri
  • 500g grønne stenfri vindruer
  • 3-4 æbler ( gerne med lidt syre)
  • 2. spk. rørsukker ( almindelig sukker kan også anvendes)
  • lidt salt ca 1/2 tsk.
  • 18% cremefraiche ca 1/2 l

Start med at skære bladselleri i tynde skiver. Halver druerne. Hak valnødderne groft. Kvart æblerne og tag kernehuset ud, skær æblerne i i tern. Kom cremefraiche i en skål og smag den til med sukker og salt. Vend valnød, selleri, druer og æbler i massen og pynt med et par halve valnøddekerner.

Wadorfsalat gør sig til grillet skalstegt dyrefilet, opskrift kommer senere på efteråret på naturblokken.

 

Honningristede valnødder til ostebordet.

  • 50g valnødder
  • 1-2 spk honning (Dansk naturligvis)

Sæt en tør pande på komfuret og rist de halve valnødder, pas på ikke at give dem for meget varme så bliver de bitre. Lad dem køle af til de er håndvarme og tilsæt så en god dansk honning. Vend dem rundt i honningen og server de lune valnødder til en god blåskimmelost især moden cremet gorgonzola kan anbefales sammen med ristet groft rugbrød og et par blade basilikum.

NB.  Valnøddesnaps passer godt til ostebordet se opskrift på naturblokken under “gode nødder”

 

Velbekommen

 

Naturblokken.

 

 

 

 

 

Leave a Comment

Your email address will not be published.

*