Grågåsen er vores næststørste gås efter canadagåsen. Grågåsen kendes på størrelsen, det kødfarvede næb og fødder, samt i flugt den lysegrå forvinge. Grågåsen er stamfar til vores tamgæs.

Grågåsen kendes på den lysegrå forvinge og det kødfarvede næb og fødder foto © HHE

Grågæssene ses i disse dage stående og gående to og to ved siden af tilfrosne oversvømmede enge, moser og større søer. Den ene af gæssene er tydeligvis betydelig dybere og tungere end den anden, den er gåsen som her midt i marts burde ligge på de 4-7 grågrønne æg, men forårets sene komme med sne og frost har gjort at der er is på mange af ynglelokaliteterne så gåsen forsøger at trække tidspunktet for æglægningen. Får gåsen startet for tidligt er æggene et let bytte for ræven og gåsen risikerer også at ryge med.

Grågåsepar bemærk at hunnen er betydelig tungere bagtil af de æg hun bærer foto ©HHE

Grågåsen er monogam og ofte holder de to gæs sammen hele livet. Reden anlægges diskret i rørbevoksning og afsløres som ofte kun af at gasen (hannen) ligger lige udenfor på det åbne vand.

Gasen ligger udenfor reden på det åbne vand og holder vagt foto © HHE

De flokke af grågæs som ofte giver problemer for landmænd fra sidst i marts og frem på sommeren er ikke ynglende ungfugle, typisk  et og toårige gæs som endnu ikke er kønsmodne eller gæs som har mistet kuld.

Omkring midten af april dukker de første gæslinger op og turen går nu til fods til en større sø eller mose, nogle vælger også at søge ud til fjorde og vige, især hvis der er strandenge og gode skjulemuligheder i rørbevoksning.

Ikke underligt at de små dunede gæslinger og piletræets blomster har samme navn.

Du finder grågåsen overalt i landet ved store og små søer og moser, selv inde i byerne har den fundet sig tilrette bla. er Utterslevmose i København en kendt lokalitet.