Nej, der er ikke tale om hverken ulv, hugorm eller fjæsing, men en lille mide som ofte fejlagtigt kaldes en tæge. Alle mider har 8 ben. I dette tilfælde er der tale om skovflåt.
Skovflåten sidder på lur i græs og anden vegetation. Flåten kan mærke at et pattedyr nærmer sig, den er nemlig udstyret så den på afstand kan fornemme at der kommer et dyr tættere og tættere på. Den strækker sig fra det græsstrå som den sidder på og griber fat i pels eller tøj på den forbipasserende.
Nu kravler den så rundt indtil den finder ind til at område med tynd fugtig varm hud, her borer den sine to knivskarpe savtakkede knive og sugesnabel dybt ind i ofret, samtidig med at den afsondre et stof som hindrer blod og kropsvæske i at størkne. Stoffet bedøver området så værten ikke mærker det i første omgang. Det er hun af skovflåt som skal have et blodmåltid for at kunne komme videre i et af flere stadier. Skovflåten falder af værten efter nogle dage når den er mæt og blodfyldt. Hunnen lægger en mængde æg som bliver til bitte små nymfer og ringen er sluttet.
Flåten i sig selv er ikke farlig. Det er de sygdomme som den kan overføre der kan være problemet. De går fra hjernehindebetændelse TBE til borrelia. TBE er den mest alvorlige idet den rammmer centralnervesystemet med hjernebetændelse til følge. Desværre ser det ud til at TBT spredes i disse år. Man bør overveje vaccination mod TBE hvis man er i risikogruppen som f.eks skovarbejder, jæger mf.
Link til TBE herunder
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/t/tbe
Det bedste er at forebygge, strømper udenpå bukser eller højskaftede støvler. Skift tøj når du er færdig med at være ude i naturen, tjek dig selv og ikke mindst dine børn og kæledyr. Finder du en flåt så ingen grund til panik, fjern den ved at klemme og trække den af mellem to fingernegle.
Ofte er det flåter på hund eller kat som kravler over på mennesker, hvis de f.eks ligger i sofa eller kravler op til os. Det er også her du typisk finder de store blodfyldte hunner, ofte sidder der en parringsvillig han som ses som en lille sort plet på de store hunner.
Hvis ikke du får en stor rød plamage og/eller kløe efterfølgende, så er der ikke grund til panik. Får du disse symptomer eller hovedpine, feber osv. så skal Du kontakte din læge og informere om, at du er bidt af en skovflåt og har symptomer.
Herunder et link til symptomer for borrelia mv.
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/b/borreliose
Forside billedet viser en stor hun, en hun som har siddet et døgn, og en flåt som ikke har nået at sætte sig. Den blodfyldte hun er godt ærtestor.
God tur i det fri.
Naturblokken.