September betyder kortere dage, kølige nætter men stadig med et strejf af sommer.
Jagten på svømmeænder og grågæs er gået ind og det er tid for strandjagtens glæder og høst af vilde fugle til efterårets vildtmiddage.
Krikænderne er ankommet de første mange allerede sidst i august og ofte topper de i september, den lille hurtige and er værdsat på middagsbordet, men det kræver man er vågen når de kommer susende lavt over lokkefuglene på stranden.
September er også tid for hjemmelavet gele af rønnebær og æble. De modne røde rønnebær hænger i klaser og skal helst plukkes først i september, mens der er et højt pektinindhold i dem, bruges gerne sammen med æble til en fin rød gele.
Hyldebær er modne og du skal skynde dig hvis du skal komme før stærene, hyldebærsaft som toddy foran pejsen i vinterhalvåret, mens vinden hyler og regnen trommer på ruden, du selv og hunden er trætte og veltilpasse efter en jagt eller sanketur, er ikke så ringe.
I skoven er september den store svampemåned, hvis ellers der er vand tilstede Alle rørhattene er nu at finde, de ægte kantareller lyser gyldent op på deres sædvanlige pletter, og den sorte trompetsvamp kan samles i mængde under gl bøge på den fede lerjord, hvis du kender deres voksesteder.
Kronhjortens brunstbrøl høres nu ved nattetide i plantager, hede og moseområder med fred og ro, lad dem være i fred og tag i stedet en tur i en af de mange dyrehaver og oplev brunsten her, hvor du ikke forstyrre så meget, men hold dig til stier og skovveje.
Hornfisk og makrel findes nu i mængde i vores sunde og bælter, de bliver ikke bedre spisefisk end nu i september, begge gør sig godt varmrøget på middagsbordet.
God september
Naturblokken