Ederfuglen er vores største havdykand og endnu udbredt både som yngle og trækfugl.
Op gennem det 19 århundrede steg bestanden af ederfugle markant, hvilket også afspejlede sig i jagtudbyttet som var helt oppe og toppe i sidste halvdel af det 19 århundrede.
I 1955 lå udbyttet på ca 110 tusinde ederfugle i 2020 ca 40 tusinde, efterfølgende er alle hunner fredet og hanner er fredet i Eu-fuglebekyttelsesområder, hvor ederfugl er på udpegningsgrundlaget.
Der var mange gode grunde til at bestanden steg kraftigt op gennem det 19- ende århundrede, øget næringstilførsel til Østersøen og fortsat kolde vintre gav hovedføden blåmuslinger særlig gode vilkår, og dermed var fødegrundlaget sammen med gode yngleforhold lagt for en stor bestand af ederfugle.
På ynglepladserne var der fred og ro, ikke mink af betydning og ingen mårhund, få havørnepar og gråsæler, minimalt med kystturisme. De mange sølvmåger som også bestandsmæssigt voksede disse år holdt sig primært til de åbne lossepladser og minkfarme.
De folk som boede i skærgården værdsatte ederfuglen, den kom med foråret. Skærgårdsboerne satte skjul op til redebygning, skød kun hanner (kokke) om foråret, samlede ederfugledun efter ynglesæsonen til puder, dyner og soveposer. Dengang var der fred og ro på ynglepladserne, kønsfordelingen var ca 60% hanner og 40 % hunner.
Efter 1990-erne begyndte tilbagegangen for alvor, næringsbelastning af Østersøen gav nu iltsvind, manglende kolde vintre gav mindre og færre blåmuslinger.
Mange ynglekolonier blev ramt af fuglekolera så ederfuglehunnerne lå døde ovenpå rederne. Mink og mårhund toldede hårdt i skærgården. Den begyndende kystturisme fik jaget mange hunner af rederne så æg var blottet, frit spil for sølvmåger og gråkrager. Havørne og gråsælpopulationen steg markant begge har ederfugl på menuen, især hvis der er brist på fisk.
I denne periode blev det også observeret at mange af fuglene var magre, og indsendte fugle var fulde af parasitter, noget som ofte er tilfældet hvis der er problemer med fødegrundlag eller tætheden af individer er blevet for stor.
Man (EU)fredede ederfuglehannerne om foråret i skærgården, hvilket fjernede jægernes motivation til at få fjernet mink og mårhund fra skærgårdsøerne inden ynglesæsonen. Sygdom og prædation af hunner gjorde at antal af kokke blev pludselig meget højt (80/20) med øget konkurrence og uro på ynglestederne osv. Alt i alt mange ting som trak den forkerte vej.
Ederfuglen er dog stadig ret almindelig, og det er en fornøjelse at ligge på Østersøen en tidlig forårsdag og se kæder af ederfugle haste mod nordøst til ynglepladserne i skærgården. Eller gå en forårsdag langs Isefjord og Roskilde Fjord, og høre ederfuglenes kald en tidlig forårsmorgen.
Omkring juli kommer der et træk af ederfuglehanner gående mod sydvest. Det er hanner der forlader yngleområdet for at søge til Vadehavet for at fælde svingfjer og tanke op på blåmuslingebankerne.
I Isefjord og Roskilde fjord er der stadig godt med blåmuslinger og ederfuglene benytter småøer som ynglelokalitet. I Roskilde Fjord går ederfuglen markant frem især nu da øer holdes rævefri og sølvmågebestanden er stærkt faldende.
Øget færdsel af kystturisme, lystfiskere og havkajakker som foretager landgang og uforvarende skræmmer ederfugle af rederne, så sølvmågerne får frit spil, er et stigende problem trods adgangsforbud i yngletiden mange steder.
Milde vintre giver mange steder store populationer af brun rotte på yngleøerne. Rotterne er hårde ved æg og yngel.
Der kan dog stadig i forsommeren ses store børnehaver af ederfugleællinger med mødre, der nidkært forsøger at beskytte de små mod sølvmågerne.
Også Isefjorden blev omkring år 2000 ramt af fuglekolera, 1200 af 1400 ederfuglehuner blev fundet døde ovenpå rederne på den lille ø Rønø syd for Orø, og kun langsomt er bestanden ved at komme op igen.
Ederfuglen var tidligere et vigtigt tilskud til protein og genstand for en ret omfattende jagt, især fra motordrevne havjagtbåde. Fuglene blev solgt og enkelte jægere havde specialiseret sig i denne jagtform og kunne på en sæson nedlægge mange ederfugle fra motorbåd. Jagtintensiteten var især stor i Storebæltsregionen, Århusbugten og området omkring Samsø. Her kunde i vinterperioden ligge mange hundrede tusinde ederfugle.
Jagten blev også drevet fra små pramme enten med lokkefugle eller blot ved at flere jægere lå på linie og skød de overflyvende ederfugle når de trak til og fra ædepladserne, et par af disse steder var Halsskov rev og Revene ud for Musholm.
I Vadehavet blev jagten drevet som vadejagt på fladerne ved lavvande og stigende vand. Det eneste sted i landet hvor dette var lovligt.
Jeg er taknemmelig for at have fået lov at opleve alle 3 jagtformer mens de var på toppen. I dag er ederfuglen fredet i de Eu-områder hvor den er på udpegningsgrundlaget, og kun kokkene må skydes i en periode uden for disse områder. Ederfuglejagten synger således på sidste vers herhjemme, selvom det aldrig har været jagten som var den begrænsende faktor for bestanden. Naturen er dynamisk og reagerer på ydre ændringer sådan vil det altid værre. Desværre går det stærkt disse år, mange arter reduceres eller forsvinder helt, fordi vi som mennesker sætter så store aftryk som vi gør på klima, landskab, næringstilførsel osv.
Nyd nu ederfuglen en tidlig forårsdag langs en af vores kyster.
(NB ederfugl er med et d, blot til orientering hvis du under læsningen har været irriteret over “stavefejl” det er retskrivningsordbogen som er galt på den, eder kommer fra de tyske eider, derfor kun et d)
Naturblokken
