Vandrefalk, fuglenes F 16

Bredskuldret og dråbeformet, med den sorte bøddelhætte og sorte skægstribe, kommer vandrefalken i et frit dyk som en kanonkugle, med op mod 400 km/t mod målet, denne gang en solsort som uforsigtigt havde bevæget sig ud i det fri himmelrum ud for Møns Klint. Solsorten opdagede aldrig noget, den blev ramt skråt bagfra i den blinde vinkel, og hang et øjeblik efter livløs i kløerne på klintekongen, som hastigt bragte byttet til hunnen i redehulen på Sikkepiben, en naturlig hulning i den hvide klint på Møn.

Vandrefalk Sækkepiben 2007

Vandrefalken har fra tidernes morgen ynglet på den hvide klint, kun afbrudt af en periode hvor DDT og andre giftstoffer gjorde falkene ufrugtbare og æggene så tyndskallede at de gik i stykker under rugningen.

Heldigvis er vandrefalken tilbage som almindelig ynglefugl i Danmark, tilknyttet høje klinter og bygninger, især vores havnebygninger og store broer er gode lokaliteter. Mange steder er der opsat kasser til falkene.

Skal du opleve vandrefalkene er Møns Klint først og midt i juni en god lokalitet, ungerne er nu så store at de holder flyveøvelser langs klinten og kan observeres fra trapperne og fra stranden.

God tur

Naturblokken

 

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*