Cordon bleu er oprindelig en paneret kalvesnitzel med en lomme indeholdende blåskimmelost, pyntet med kapers, citronskive og en ansjos på toppen, typisk serveret sammen med pommefrites eller brasede kartofler.
Fasanbryst egner sig rigtig godt til denne ret, Det er en fordel at lægge fasanbrysterne i kærnemælk eller neutral yogurt et døgn i køleskab.
Herunder får du Naturblokkens opskrift på fasan Cordon bleu:
Du skal bruge:
- 1 brystfilet uden hagl pr person (frigjort for den inderste muskel, idet den indeholder en kedelig sene)
- 1/2 l kærnemælk eller neutral yogurt
- Blåskimmelost ( Danablue eller lign.)
- 1 stort salvieblad pr. brystfilet ( kan udelades)
- 1 æggeblomme pr brystfilet til panering
- Brødkrumme (rasp eller pangas til panering)
- 1 ansjosfilet pr brystfilet, kapers og citronskive som pynt
- Rigelig smør til stegning.
Tilbehør: Brasede kartofler , Pommefrites, dampede grønne bønner eller broccolibuketter
Du gør sådan:
Frigør den lille indre muskel fra brystet og læg bryst i kærnemælk et døgn i køleskab.
Tidsmæssigt passer det hvis du skal have brasekartofler, hvis du starter med at sætte skrællede og ituskårne kartofler over til kogning, med rigelig salt, inden du starter på fasanbrysterne.
Tag bryst op og lad det dryppe af der må gerne sidde en hinde af kærnemælk på.
Skær en lomme i den tykke side af brystet. Kom blåskimmelost og salvieblad ind i lommen og vend brystet i rasp, derefter i pisket æggeblomme, og så rasp igen. De panerede fasanbryster kommes direkte på en varm pande med rigeligt brunet smør, og skal stege ca 5-6 min på hver side. Du kan samtidig hælde vandet fra kartoflerne og komme dem på samme pande, de halvrå kartofler skal også have ca 10 min på panden.
Lad være at rykke alt for meget rundt på fasanbrysterne de bør have lov at stege ca 5min før de forsigtig vendes, og får 5 min mere på den anden side. Kartoflerne kan du godt vende et par gange så de bliver gyldne og sprøde på alle sider.
Når fasanbrysterne er færdige anrettes de på tallerkner med kapers, citronskive og ansjosfilet, brase kartofler og evt grønne bønner eller dampet broccoli buketter til.
Bon appetit
Naturblokken