Den sidste uges møgvejr har skabt en ophobning af især bramgæs og ringduer i det Sydsvenske. Med opklaring og aftagende vind samt en lys nat med næsten fuldmåne, startede hovedtrækket af bram og blisgæs. Hele natten kunne jeg høre dem komme ind over Møn. I den tidlige morgen var der ikke så mange og havde et ærinde med minkfælder på Køgeegnen så har ikke kunne følge med i løbet af dagen.
I bilen op gennem Østsjælland tiltog antallet af ringduer markant i løbet af morgenen for at kulminere omkring Vallø, her var dueflokke i luften så lang øjet rakte. Kursen var sat mod sydvest og jeg kan efterfølgende se at der er talt over 80 000 ringduer i dag på Agersø. Våger og finker har også været pænt repræsenteret på en klar kold og smuk efterårsdag.
Ankom til Møn igen midt på eftermiddagen og lagde som vanlig vejen omkring Hegnede bugt, her stod der massivt med bramgæs, blisgæs og pibeænder, og der kom stadig flere til idet der konstant kom nye fugle ind fra NØ.
Hjemme på NØ Møn fortsatte det gennem nogle timer, den ene flok bramgæs efterfulgte den anden og uden at have talt flokkene så er der nok kommet 5000 bramgæs over Naturblokkens ejendom. Må håbe at de spreder sig så det ikke er nogle få landmænd der kommer til at lægge afgrøder til.
Det bliver spændende at se hvad aftenen bringer når data fra de mange fuglefolk kommer ind i Dofbasen.https://dofbasen.dk/observationer/
I morgen bliver måske også en fin trækdag selvom hovedtrækket nok fandt sted idag. Har du tid og mulighed er Fugleværnsfondens fugletårn på Nyord et besøg værd. Der er netop kommet nyt tårn. Ros for materiale, udførsel, udseende og indbyggede boliger for svalerne når de kommer retur i april.
Brug den sidste dag af efterårsferien til at se på fugle og nyde efterårsfarverne.
Vil du vide mere om f.eks bramgås så prøv søgefunktionen på Naturblokken
God tur
Naturblokken