November

November, november november, manges hademåned fyldt med blæst, regn, mørke, grå, korte dage, længe til jævndøgn, jul og forår.

November kan imidlertid også være måneden hvor der periodevis kan være stille fine dage med lav vintersol og klare stjernenætter.

De fleste løvtræer har smidt bladene og står nu i silhuet, prøv at lære dem at kende mange har særegne kendetegn, kroneform, grenstilling, bark og knopper er forskellig fra hinanden.

Lind

Går Du i granskoven så emmer den af fugt og ozon. Der er en duft af nedbrydning alle steder og de sidste svampe står og falder mere og mere sammen, for til sidst kun at udgøre en slimet skimmelplet i skovbunden.

Rød fluesvamp

I granskoven høres ofte en på en gang fin men også kraftigt kor af fine højfrekvente fuglestemmer. Det er fuglekonger (Danmarks mindste fugl) som i småflokke leder efter insektpupper på undersiden af grangrene. Nogle steder høres et lidt kraftigere kor af stemmer, det er et mejsetog som bevæger sig gennem skoven ofte med flere arter af mejser.

Fuglekonge

Ringduer og bog-kvækerfinker samles i store flokke under de gamle bøge som har smidt enorme mængder frø (bog) sidst i oktober. Her er der føde for fugle og mus. Oldenår som her i 2022 giver mange mus til foråret, og gode vilkår for natuglerne i den kommende ynglesæson.

Natuglen har travlt med at markere territorie i november og kan høres de fleste steder. Koncerten starter 1 times tid efter mørkets frembrud. Naturblokken har en koncert hver aften/nat uden for soveværelsesvinduet, men det er nu kun hyggeligt.

Natugle

Jægerne har kronede dage, bladene er nu faldet af træerne og efterårets jagt på fasaner tager for alvor fat rundt omkring. De smukke fasankokke pynter i landskabet og på jagtparaden, for til sidst at ende på køkkenbordet. Fasan ringeagtes ofte som madfugl, men rigtig tilberedt er den et festmåltid og så næsten gratis.

Fasankokke

Ænderne har efterhånden gennemført fjerskiftet og er nu fuldfjerede og fuldfede, god mad til hele vinteren.

Endnu kan der tages en blank havørred langs kysten, men flere og flere bliver farvede, et tegn på at de snart søger den lille bæk eller å hvor de er født for selv at føre slægten videre.

God November

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*