Nej grævling er ikke en bjørn og er dermed ikke i familie med pandaen.

Grævlingen hører til mårfamilien men størrelsen og den lidt kluntede gang får mange til at sammenligne den med en bjørn. Der er nok ikke er mange danskere der har set en levende grævling. Det betyder ikke at den på nogen måde er sjælden i Danmark men da den mest er aktiv i de mørke timer ses den sjældent.

August er nok den måned hvor det er lettest at opleve grævlingen, grisene (ungerne) er nu så store at de strejfer rundt og det er brunsttid for de voksne, så der er aktivitet i tusmørket og nætterne.

De fleste har nok kun set grævlingen kørt ihjel på landevejene, biler er grævlingens største fjende, idet der ikke længere må drives jagt på grævling i Danmark.

Førhen blev der skudt en del grævling og skindet blev brugt som dekoration eller børsterne (nakkehårene) blev anvendt til barberkoste af den fineste slags.

Kødet kunne anvendes men blev det kun i mindre grad, køllerne blev røget og brugt til pålæg.

Grævlingen blev også skudt fordi den betragtedes som skadedyr, og det er da ganske vist, at den tager hvad den falder over af enhver slags, men decideret jæger som ræven er den ikke.

Grævlingen lever for en stor dels vedkommende af insekter, regnorme, frugt og bær, kommer der en fuglerede med æg eller en muserede med unger i næsen, glider de også ned. Lidt specielt for grævlingen er at den ofte søger til havremarker for at æde grøn havre, og så er den helt vild med kirsebær.

Grævlingen er ofte bygmester for store grævlingekomplekser i skrænter og høje, her bor storfamilier, klaner. Der kan være rigtig mange gange i højen.

Ved solnedgang kommer den gamle so ( grævlingehun) forsigtigt frem og vejrer i udgangen, inden der gives grønt lys og ingen fare. Nu kommer resten af familien indenfor få minutter, og de forsvinder i hver sin retning ud i sommernatten og vender først retur i morgengryet.

Måske har du lagt mærke til, at der tæt på grævlingeboet ofte er gravet en masse små fordybninger, det er grævlingens latrin (toilet) som anvendes igen og igen.

Du kan kende en grævlingegrav fra en rævegrav, ved at der altid er en dyb fure udenfor grævlingegraven, og at der tit ligger græs og blade udenfor indgangen. Det skyldes at grævlingen fylder sovekammeret med græs og blade. Naturblokken har flere gange set hvordan grævlingen med forbenene samler græs og blade sammen under maven til en stor græspølse, hvorefter den bakker ned i graven med den, et fornøjeligt skue.

Tidligere hed det sig at grævlingen sov vintersøvn ligesom bjørnen. Det er nu ikke korrekt den nedsætter ganske vist aktivitetsniveauet væsentlig og kan ligge flere dage over uden at komme op, men i de mildere perioder kommer den op og er aktiv.

Skal du se en grævling i live skal du finde en grævlingegrav og sætte dig en halv times tid før solnedgang ca 50 m fra indgangen. Det er vigtigt at vinden ikke bærer din fært (lugt) mod indgangen. Grævlingen lugter med det samme at der er mennesker, og så kommer der ingen grævlinger op den aften.

Grævling netop kommet op af graven © HHE

Lugt og høresansen er grævlingens vigtigste sanser, naturblokken har flere gange måtte flytte sig under forårets bukkejagt når grimbart er kommet på samme dyreveksel( sti). Man hører næsten altid grævlingen før man ser den. Den roder rundt graver lidt og snøfter ofte højlydt.

Grævlingen har forlænget drægtighed, det betyder at fostrene først udvikles mange måneder efter at grævlingen har haft parringssæson(juli- august).

I gamle dage hed det sig at man skulle fylde støvlerne med koks, hvis man tog på ræve og grævlingejagt, fordi grævlingen bed til den hørte knoglen knase. Grævlingen har et kraftigt kranie og kæbeparti som ikke er sjovt for den gravgående hund at komme i nærkontakt med, men mennesker behøver ikke at frygte grævlingen, den bider kun hvis man tager fat i den f.eks i forbindelse med en påkørsel.

God tur ud i sensommernatten

Naturblokken