Vadejagt

Vadejagt i Vadehavet 2009

Videoen ovenfor er taget i 2009 i Vadehavet med udgangspunkt fra Ribe Kammersluse. I 2009 måtte begge køn af ederfugl nedlægges, i dag er det kun hannerne der må skydes.

Med en enkelt undtagelse er jagt ved vadning forbudt i Danmark.

Vadejagten foregår ved at man udnytter tidevandets skiften. Det kræver normalt en følgebåd og lokalkendt skipper at drive jagten, dels for at komme ud til fladerne hvor jagten foregår, dels for at kunne affange (aflive) anskudte fugle og samle fugle op som havner i de dybe strømrender.

Det er en helt speciel oplevelse at tage ud i bælgragende mørke. Sejle en times tid mod England, for så at hoppe ud over siden på båden i bælgragende mørke, iført vaders, haglbøsse og hvid anorak. Husk at hoppe ud på den rigtige side af båden, det er koldt at få vaders fyldt med koldt havvand i vintermånederne.

Hver mand bliver udstyret med en sæk lokkefugle som udlægges. Nu afventes trækket af primært ederfugl som kommer med det første grålys og vandets stigning. Det er altid spændende om trækket går der hvor man er placeret. Uanset er det en kæmpe oplevelse at se og høre det liv der er i vadehavet en sådan tidlig morgen. Ederfuglenes kurren og sandløber og ryler i kæmpeflokke.

Med lyset kommer fuglene, endeløse rækker af ederfugle flytter sig for at komme til de bedste muslingebanker. Engang imellem får fuglene øje på lokkerne og kommer på stive vinger ind over, mens jægeren dukker sig så vandet er ved at rende ovenind i vaders.

Mange gange opdager fuglene bedraget og slår af, men engang imellem lykkedes det og skuddene er ret nemme. Man samler fuglene op med det samme og binder dem på linen med de øvrige lokkeænder, nu virker de som verdens bedst lokkefugle.

Efterhånden som vandet stiger flyttes lokkerne længere og længere ind på fladerne. Til sidst er vandet steget så meget at det er tid at blive samlet op af båden og jagtdagen er slut.

Tid til at blive samlet op vandet når nu til livet og der er 5 km til land

Naturblokken var med en kold decemberdag 2009 med lokale dygtige folk, og en skipper som kendte området og havde sikkerheden i orden. Det er lidt en tillidssag at stå mange km fra land mens vandet stiger, her er ikke plads til fejltagelser.

Tak til de lokale for en uforglemmelig oplevelse i et af vores smukkeste og mest dynamiske naturområder.

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*