Benved

De fleste buske er ved at smide de sidste blade og bær. Tilbage står mange steder i levende hegn i Østdanmark en underlig busk med røde blade og bær med orange midte, omgivet af en lyserød skal.

Der er tale om den hjemmehørende busk benved som man tilbage i tiden forsøgte at udrydde fordi den var vært for en lus som var skadedyr på landbrugsafgrøderne.

Med indførsel af kemisk bekæmpelse i landbruget var lusen ikke længere et problem, og benved har igen bredt sig i sit naturlige hjemområde, som er sydøst Danmark på den fede lerjord.

Smuk er den og den bibeholder de lyserøde bær med den orange midte til langt hen i det nye år. Bær og hele planten er giftig for mennesker, og den er heller ikke fuglenes livret, selvom droselfuglene hen på vinteren må tage til takke med dem.

Skal du plante læhegn eller skovbryn så er benved en fin busk at blande ind, sæt den i et par smågrupper i yderrækkerne.

Navnet benved stammer fra at veddet er ekstrem hårdt og næsten umuligt at skære i. Det har således været brugt til bla. nåle og forskellige småting som kræver styrke og hårdhed.

Når der ikke er bær på benved kan du kende den på, at de unge grene er firkantede og at knopperne er modsatrettede (sidder overfor hinanden)

Nu kender du benved og ved at du skal holde dig fra de giftige bær.

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*