Ålekrage, Skarv


Kært barn har mange navne, Ålekrage, Åletyv og så de mindre flatterende, pælerotte, flyvende rotter osv.

Nok ingen anden fugl skaber så mange modstridende følelser som skarven, rusefiskere og bundgarnsfiskere hader den, når den ødelægger deres redskaber, eller skamfere fisk så de ikke er egnede til menneskeføde.

Nyord skarv på bundgarnspæle

Lystfiskeren når den i vinterperioden trækker op i vandløbene og tømmer disse for smolt og stalling.

Naturblokken har nu altid beundret den smukke fugl med det lidt øgle agtige udtryk og de grønne phosphor stikkende øjne.

Første rigtige møde med skarven var i drengeårene, hvor en lidt ældre fætter og undertegnede tog en tur i gummibåd til Ormø i Holsteinsborg Nor på Sydsjælland. Det var i 1973, Jeg var dengang 9 år og fætteren et par år ældre.

Dengang var der meget få skarver i Danmark efter mange årtiers forfølgelse. Blot et par kolonier i hele landet, Vorsø i Horsens fjord, Ormø i Holsteninsborg Nor på Sydsjælland og Brændegårds søen på Sydfyn.

De år var der en heftig debat om skarv, og man havde for første gang fået lov at regulere skarv med skydevåben på Ormø. Baggrunden var at bevare den småbladede lind som havde et af sine sidste voksesteder i Danmark på den lille urskovsø.

Skarvkoloni

Senere vandt fjerpartiet over bladpartiet og bekæmpelsen af skarv på Ormø stoppede.

Vi drev med strømmen i sejlrenden mod Ormø, og jeg husker det som var det i går, pludselig kom en ung havørn flyvende ud fra øen ganske tæt forbi os. Det var mit første møde med havørnen i Danmark, oplevelsen står printet på nethinden.

Det viste sig at den unge havørn havde slået på de skarvunger som var skudt få dage før, og som var efterladt i småbunker på øen.

Der var en særegen stemning på øen som stank af guano, og hvor man hele tiden skulle tage sig i agt for den ætsende afføring som regnede ned fra trækronerne, eller endnu værre, de halvopgylpede fiskerester som skarvungerne gylpede op ved forskrækkelsen ved vores tilstedeværelse.

Efterfølgende mens jeg var i Naturstyrelsen, talte jeg i en årrække skarverne på Ormø for DCE, og samlede i den forbindelse også gylp ind til nogle af de fødeundersøgelser biologen Poul Hald Mortensen har foretaget.

Kolonien var, da der var flest omkring 6000 par, hvorefter den faldt til ca 1200 par. Det var der givet flere grunde til, for det første gik mange af redetrerne ud, for det andet flyttede havørnen ind som ynglefugl på Ormø, hvilket fik mange skarvunger til at falde ud af rederne i panik, når havørnen var på vingerne. Ræven tog de unger der faldt ned fra rederne eller de døde af sult i de meter høje brændenælder som næsten er eneste bundvegetation på øen.

Skarven er en betagende fugl, dens fjerdragt er ikke olieret og dermed ikke vandtæt, som vi kender det fra f.eks ænder og gæs. Det gør at den er i stand til at dykke og jage under vand, langt mere effektivt end mange andre arter, idet fjerene presses sammen omkring kroppen. Ulempen er, at de våde fjer gør det svært at flyve. Netop derfor sidder skarven ofte og tørre fjerdragt med udbredte vinger på bundgarnspæle og store sten.

Vingetørring

Kommer du over Øresundsbroen i september – november så se ned på spidsen af Saltholm, her sidder i tusindvis af skarver og tørre vinger, de deltager i efterårets sildeeventyr i Øresund.

Da den Danske ynglebestand af skarv var på sit højeste talte den omkring 40 000 par, men målrettet regulering ved oliering af skarv æg, og forhindring af nye kolonier har halveret ynglebestanden.

Skarv i den smukke sortblå yngledragt

Det tager imidlertid lang tid før en bestand falder, idet skarven bliver gammel. Faldet sker først når afgang (død) er større end tilgang(fødsel) så skarvbestanden er givet vokset mange år efter at ynglebestanden er begyndt at falde. I tilgift kommer der rigtig mange skarv til fra de Nordiske lande, så vi i efterårs og vintermånederne huser rigtig mange skarv i vores farvande, både de ferske og de salte.

Skarven har, efterhånden som ålekvabber og ål er blevet en mangelvare , kastet sig over de ferske vandes fisk, og de er virkelig effektive hvis først de har fundet et vandløb med god fødetilgang, så det er forståeligt at lystfiskerne er bekymrede, og at særligt de vandløb med sjældne arter som snæbel og stalling er udsat.

Det er nu ikke skidt det hele, skarverne på Ormø har i den grad lagt kostvanerne om, og går ret målrettet efter sortmundet kutling som er en invasiv art, og findes i stort tal i Syd Øst Danmark.

Skarven vil altid være en omstridt art, og som med alt andet er det skidt med både for store og små bestande af en art, hvis vi skal tilgodese alle arter os selv inklusiv.

Nyd nu skarven som den smukke og specialiserede fugl den er, den har været her længere end os som race, og hører til i vores natur.

God tur

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*