Hunderose, Vildtplante

Sommer:

Hunderose fuldt udsprunget

Midt juni er det tid for blomstring for den smukke hunderose med de lyserøde blomster som samtidig dufter fantastisk.

Hunderosen er en ret kraftig rose som gerne klatrer i andre buske og træer, derfor finder man den også typisk på overdrev hvor den ofte står meterhøjt sammen med andre arter.

Hunderose © HHE

Hunderosen er en af de arter der bør være i alle levende hegn eller remiser og når blot man undlader at bruge den spredt i hele plantningen så er den ikke noget problem. Den er en vigtig art for mange insekter og småfuglene er vilde med at bygge rede i den. Hyben er ligeledes vigtig som foder i efteråret og vinteren.

Hunderosen er blandt de buske med de største torne så der er virkelig stopkraft i den og mange jægere og hundefolk bryder sig ikke meget om den på grund at de cm store krumme torne.

Du kan bruge kronbladende til rosengele og de aflange røde hyben til the eller hybenmarmelade.

Plant hunderosen i smågrupper så den har mulighed for at benytte andre arter som “stativ” og plant den kun hvor den bliver fuld soleksponeret.

Vinter:

Hunderosen bugner af fristende røde hyben langt ind i det nye år

Når først vi er på den anden side af nytår tynder det for alvor ud i bær og frugter i vinterlandskabet. Sjaggeren og de øvrige drosselfugle har ribbet røn og tjørn for stenfrugter (bær) og tilbage er efterhånden kun hunderosens smukke ovale røde hyben som lyser op i landskabet i levende hegn, skovbryn og remiser.

Hunderosens hyben er ret hårdføre og det lidt hårde frugtkød beskytter frø som sidder inderst. Det er frøene som er mest eftertragtede af fuglene.

Du kan fint selv plukke en håndfuld og bruge dem til the eller marmelade, hvis du gennemskære dem og fjerner frøene.

God tur

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*