Fjordrejer et pillearbejde

God fornøjelse med pillearbejdet

De dukker op i de lavvandede fjorde tidlig forår og er en vigtig fødekile for mange af vores fisk i sommerhalvåret. Vinteren igennem ligger de nedgravet i bunden af fjordene. De er en lækkerbisken, omend det er et pillearbejde at få en mad ud af dem, derfor er de så dyre i Tivoli, de håndpillede fjordrejer, også kaldes Roskilderejer.

Du kan få dem mange andre steder på Sydsjælland- og Lolland Falster, hvis Du kender en lokal fiskemand eller fisker.

Omkring Grundlovsdag finder du fjordrejerne inde på lavt vand i blæretang og ålegræs. Her er de inde for at gyde æggene som bæres under bugen.

Det er muligt selv at fange rejerne og Naturblokken vil da slå et slag for at hele familien bruger nogle fornøjelige timer med at stryge rejer i sommerhalvåret, det er en fin beskæftigelse og der er altid noget at se på, småkrabber og småfisk.

Du skal bruge en rejehov, hvilket er et redskab bestående af et skaft påsat en netpose på en ramme som er flad i bunden, og en spand til rejerne. Du skal opsøge lavvandede vige gerne med blæretang eller ålegræs. Her stryges rejehoven hen over bunden og med korte mellemrum tjekkes for rejer og anden bifangst. I den periode hvor rejerne har rogn opholder de sig gerne i de buske af blæretang som står på det lave vand. Her betaler det sig at gå målrettet efter blæretangbuskene.

Tangbuskene er normalt fæstet på en sten eller muslingeskal på bunden. Løft hele busken op i nettet og ryst den grundigt  i nettet så rejerne frigøres.

Det kan godt betale sig at kikke lidt efter hvor der er sat rejeruser, her er der normalt garanti for at rejerne vil være.

Rejerne skal koges eller ristes i olie, sådan gør Du:

Kogning af rejer

  • Sæt koldt vand over i en stor gryde, bring det i kog. ( Du kan også bruge havvand og tilberede dem på stranden direkte på fangststedet)
  • Hæld de levende rejer i det spilkogende vand
  • Kog rejerne op så de begynder at skumme (giv dem ikke for meget max. 1-2 min)
  • Hæld rejerne i en sigte og køl dem hurtig af i koldt vand.
  • Kom rejerne i en skål, tilsæt godt med groft havsalt og et drys sukker
  • Tilsæt smagsgiver f.eks friskhakket dild, citrontimian eller chili og vend det forsigtig i rejerne
  • Lad det trække et par timer i køleskab

De kogte fjordrejer serveres direkte fra skålen, pilles ved bordet (helst udenfor) sammen med et stykke godt brød, og en god kryddermayonaise her kan anbefales hjemmerørt citronmayonaise evt. med citrontimian, sammen med en god flaske kold hvidvin.

Du piller rejerne ved at holde dem i hovedet med højre hånd og brækker det af (tryk hovedet nedad)herefter klemmest på halen og haleskjoldet trækkes af. Til sidst krænges rygskjoldet af, det kræver nogen øvelse men er en del af fornøjelsen ved at spise fjordrejer en varm sommerdag.

Naturblokken foretrækker at spise rejerne løbende og så en bid brød til. Andre laver en Tivoli rejemad højt belagt med rejer, en citronskive og mayo, gør som Du finder bedst.

Kogte fjordrejer med dild © HHE

Ristning af fjordrejer

  • Varm neutral olie i en pande eller gryde til olien er rigtig varm
  • Hæld rejerne direkte i panden og lad dem få farve, vend dem forsigtig nogle gange.
  • Hæld rejerne ud på fedtsugende papir og lad dem køle ned.

Naturblokken foretrækker at bruge de ristede rejer som chips sammen med en god dip, bestående af mayonaise/cremefraise  1/1 samt smagsgiver, dild, citrontimian, chili, paprika eller hvad man nu foretrækker. Rejerne spises ved at holde i hovedet dyppe bagenden i dip og bide rejen over lige bag hovedet, de ristede rejer behøver ikke pilles her er skallen sprød og fin.

Skulle der blive ristede rejer til overs kan de bruges på pitzza dagen efter.

God fornøjelse med fjordrejefiskeriet

Naturblokken

NB, rejerne kan spises rå men de skal da fortsat være helt friske (levende) Bid dem over lige bag hovedet.

Rå fjordreje til sushi © HHE

Video Fjordrejer

God tur

Naturblokken

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*